Animation formidler moderne genbrug på højt niveau

GENAN

Animation kan være svaret, når spørgsmålet er, hvordan man formidler kompleks information til mange forskellige målgrupper. Genbrugsvirksomheden GENAN har sammen med reklamebureauet Happy og animationsfirmaet Tumblehead skabt en animationsfilm, der formår at formidle kompleks information på en både letforståelig og vedkommende måde.

GENAN er verdens største virksomhed inden for genbrug af dæk. Gennem en kompleks proces skilles dækkene fuldstændigt ad og reduceres til gummigranulat, stål og tekstil, der kan bruges som råmateriale til en lang række produkter. GENAN har stor succes med at sælge sine forskellige ydelser til hele verden, men det er indviklet at forklare processens mange trin – ikke mindst, fordi GENAN har ind til flere markante målgrupper.

Traditionelt har virksomheder i GENANs situation benyttet teksttunge Power Point-præsentationer og andre former for mere stillestående kommunikationsmåder til at forklare deres virksomhed. Men den kommunikationsform opleves ofte som tung, og GENAN havde et ønske om at arbejde med en mere umiddelbar og vedkommende kommunikation.

Animation Hub som matchmaker
Her kom Animation Hub ind i billedet. Innovationsnetværket agerede matchmaker, og satte et samarbejde op mellem GENAN, reklamebureauet Happy og animationsfirmaet Tumblehead. Efter indledende møder, hvor GENANs forretning og behov blev fremlagt for Happy og Tumblehead, udarbejdede Happy og Tumblehead en mulig kommunikationsløsning for GENAN.

Løsningen bestod af en tre minutter lang animationsfilm, der klart formidlede GENANs budskab: at de ved at genanvende materialet fra dæk kan skabe råmateriale, der kan konkurrere med helt nyt råmateriale. Og at den genanvendelse er miljømæssig optimal – og en god forretning.

Informationsfilmen blev lavet modulært, så GENAN kan tage elementer fra filmen ud og bruge i andre sammenhænge. Fx kan de bruge udvalgte klip fra filmen i præsentationsmateriale, ligesom filmens figurer kan tages ud og bruges i andre medier.

”Animation kan formidle komplekse informationer på en simpel og letforståelig måde,” siger Peter Smidt om den løsning, som Tumblehead har lavet sammen med Happy og GENAN. Animation konkretiserer de komplekse og svært tilgængelige elementer på en måde, så mange forskellige modtagere umiddelbart vil kunne forstå budskabet. Og animation opleves som en vedkommende kommunikationsform, fordi filmens karakterer sætter både billede og følelser på budskabet.

Men animation kan meget mere end det. GENAN bevæger sig på et marked med hård konkurrence, og derfor var virksomheden naturligt nok ikke interesseret i at vise nøjagtige gengivelser af, præcis hvordan deres produktionslinje fungerer. Havde informationsmaterialet taget form som en realfilm fx, ville det have været svært at visualisere processen. Her har animation endnu en klar styrke.

”Vi kan ret hurtigt forsimple de enkelte elementer i en proces på en måde, så man let opfatter, hvad det drejer sig om – men samtidig svarer elementerne ikke 100% til virkeligheden,” siger Peter Smidt.

Samarbejde med kreative virksomheder
Der var to væsentligt elementer for GENAN, da de indgik samarbejdet med Tumblehead og Happy. For det første skulle det kreative niveau være højt. Men nok så væsentligt skulle de kreative virksomheder kunne levere til tiden og inden for budgettet. På begge punkter har GENAN kun ros til for samarbejdet.

”Tumblehead mødte op med en reel nysgerrighed og åbenhed over for vores tanker og ideer – samtidig med at de selv havde kreative input på højt niveau,” udtaler Lars Raahauge, Director of Business Development hos GENAN. ”Denne kreative nysgerrighed var med til at højne kvaliteten af det endelige produkt, fordi vi på den måde kunne trække på både deres kreativitet og vores viden. Og det gjorde bestemt også processen bedre.”

Selv ser GENAN primært filmen som en informationsfilm, der kan være med til at udbrede deres budskab om genanvendelse på et højt internationalt niveau.

Gå til case oversigten


Kommentar (1)
Helt enig
Det er fremtiden med at vise det via animation

Mvh.
Kristian, http://animu.dk