Animation bliver en fortsættelse af vores tanker

Morten Lund

Smartphones og tablets er fyldt med animationer. En Ph.d.-afhandling skal undersøge, hvad animation betyder for vores evne til at forstå og betjene nye produkter.

Helt uden at tænke over det er vi hver eneste dag i kontakt med animationer, de såkaldte ”motion graphics”. For eksempel har iPhones og iPads altid flere skærme med ikoner på. Vi skifter mellem dem ved at trække den ene skærm til siden, så den næste dukker op. Det føles naturligt og intuitivt, fordi det ligger tæt op af måden, vi bladrer i magasiner og bøger på, og derfor lærer vi lynhurtigt at manøvrere rundt i den animerede verden på telefonen.

Et samarbejde mellem Animation Hub, Aalborg Universitet, Nokia og Bang & Olufsen betyder, at cand. phil. Morten Lund lige nu er i gang med en Ph.d. om animation og interaktivitet. Målet er at finde ud af, præcis hvordan og på hvilke måder vi opfatter animationer i brugerflader, eksempelvis på telefoner.

Animation skaber funktionalitet
”Animatorer er uddannet til at analysere og forstå en bevægelse fra den virkelige verden og overføre den til animation. Når Pixar for eksempel animerer en luxorlampe, så tager de en død ting og gør den levende. De helt samme animationsteknikker kan overføres til en brugerflade som et website. Det handler om overgangen fra én tilstand til en anden. Når du minimerer et vindue på din computer, så kan du se, hvor det forsvinder hen, og du kan se, at det bliver mindre. Det er den levendegørelse, som jeg gerne vil undersøge, hvordan vi opfatter, og det virkelig interessante er selvfølgelig, hvad vi opfatter bedst,” forklarer Morten Lund.

Både Bang & Olufsen og Nokia har en oplagt forretningsmæssig interesse i projektet. For produktets teknik er kun ét af parametrene i en salgssucces. Hvis funktionaliteten halter, så svigter forbrugerne:

”Brugeroplevelsen består ikke kun i, at det ser pænt ud. Den handler i mindst lige så høj grad om at give kunden en fornemmelse af, at enheden kommer dem i møde, og vigtigere endnu: at brugen forstår, hvad enheden gør. Her kommer animation til at spille en enorm rolle,” forudser Morten Lund.

Ph.d.-projektet om animation og interaktion er normeret færdigt i 2013.

Gå til case oversigten