Animation for begyndere

Strory of Animation

Mange virksomheder er interesserede i at kommunikere med animation, men de ved ikke rigtigt, hvor de skal begynde. Prisbelønnede ”The Story of Animation” giver råd og vejledning.

Hvad koster det? Hvem kan lave det? Og hvordan gør de? Spørgsmålene er mange, når virksomheder overvejer at lave animerede reklamer eller informationsfilm. For nogle betyder uvisheden, at de helt lader være, og det er synd, mener producer Claus Toksvig:

- Det er jo ikke, fordi alt skal være animeret. Men en del budskaber visualiseres bedre på dén måde end med skuespillere på et sæt, og derfor kan virksomheder ofte have glæde af at vide noget mere om animation.

Toksvig er producer på ”The Story of Animation”, som vandt "Best commissioned film" og "Funniest film" til SF-ASIFA Spring Festival. Filmen er finansieret af The Animation Hub sammen med Viborg-skolen The Animation Workshop, og idéen var at skabe en slags lynguide til virksomheder, der er på vej ud i animationens verden.

Pixar-veteran i instruktørstolen
Manden, der skulle forløse dén vision, blev den amerikanske instruktør og manuskriptforfatter David Tart, hvis CV som animator tæller de to første ”Toy Story”-film, ”Græsrødder, ”Find Nemo” og flere til. For ham lå opgaven til højrebenet, fordi han i forvejen arbejdede med at vejlede virksomheder i at bruge animation til at formidle deres budskaber.

- Mange erhvervsfolk har ikke nogen særligt god idé om, hvad animation koster – og at nogle typer koster mere end andre. Så allerede dér kan der opstå en forbistring, forklarer Tart.

Samtidig har virksomheder ofte sværere ved at gennemskue arbejdsprocessen bag animerede film, end når det handler om ”live action”, og det skaber utryghed, mener veteranen.

Infotainment à la 50'erne
- Forløbet fra idé til færdig animationsfilm rummer mange små og snørklede delprocesser. Det ville være umuligt at forklare dem alle, til gengæld har vi forsøgt at lave en slags casehistorie i kortform og fokusere på de dele af forløbet, hvor kunden skal tage fat – i forhold til at finde et animationsselskab, præsentere idéen, forholde sig til prisoverslag, produktionsplaner, manuskripter, animatics og så videre.

Endelig måtte filmen gerne afmystificere animation lidt, synes Tart. Derfor satte han animatorerne i det viborgensiske Tumblehead-selskab til at klæde budskabet i en karikeret 50’er-streg og tilsætte små, finurlige gags. Se hele filmen - besøg websitet.

Gå til case oversigten