Animation kan redde liv i Afrika

Maternity Worldwide

Ny smartphone-app med animerede instruktioner har potentialet til at forhindre tusinder af dødsfald i barselssengen.

Hvert år dør op mod 350.000 barslende mødre i den 3. verden. Op til 20 gange flere invalideres som følge af fødselskomplikationer, f.eks. kraftige blødninger, infektioner, obstrueret fødsel og usikre aborter. Selvom komplikationerne i mange tilfælde kan afhjælpes med enkle midler, mangler sundhedspersonalet på fjerntliggende klinikker ofte den fornødne viden og træning.

- Udfordringen er at finde et værktøj til brug for sundhedspersonale, som hurtigt og effektivt hjælper dem til at diagnosticere og håndtere akutte obstetriske komplikationer, fortæller Anne Marie Barrie, projektleder i den danske NGO Maternity Worldwide.

- Indtil videre har man forsøgt sig med at hænge skrevne instruktioner med billeder op på væggene i fødestuer. Men med den meget lav læsefærdighed selv blandt sundhedsuddannede har de vist sig at være til meget lidt hjælp.

Svaret kan være en smartphone-app med animerede instruktionsvideoer, mener Maternity Worldwide. Gennem Animation Hub har de sat det viborgensiske animationsselskab Mark Film på opgaven. Sammen har de lavet en demoudgave af app’en, som instruerer i håndtering af blødning efter fødsel – PPH. I første omgang med sundhedssystemet i det vestlige Etiopien som målgruppe.

Livmodermassage
- Der er mange fordele ved at bruge animation til at vise de her metoder, fortæller Mark Film-direktør Anders Nejsum, mens han viser en animeret sekvens fra app’en.

På skærmen forsøger en sygeplejerske først at massere på livmoderen udefra. Da det ikke stopper blødningen, fører hun hånden op i patientens vagina, danner en knytnæve og presser livmoderen sammen indefra og oppefra.

- Dels er animerede tegninger jo et universelt sprog. Når man ser sygeplejersken knytte næven, ved alle, hvad det betyder. Dels kan vi vise et tværsnit af patienten, så man både kan se, hvad der foregår på maven og inde i vagina. Og alternativet, en realoptagelse, hvor metoden vises på en dukke, er mere abstrakt og sværere at forholde sig til, mener Nejsum.

Testvinder
Mark Film-direktøren har noget at have sin påstand i. For da de animerede instruktioner blev vist for 18 etiopiske interessenter sammen med en realfilm, der demonstrerede det samme, mente de 16, at tegnefilmen viste det bedst. To stemte blankt. Med Anne Marie Barries ord: ”En overvældende succes”.

Netop det med at måle og veje på resultaterne er en afgørende del af projektet, forklarer Anders Nejsum:

- Det, vi har lavet foreløbig, er faktisk kun en demo af app’en. Den er så blevet testet af sundhedspersonalet på hospitalet i Gimbie, Etiopien, og med resultaterne i hånden er Maternity Worldwide gået på jagt efter midler til det endelige projekt, der udover PPH også skal handle om genoplivning af nyfødte og behandling af infektioner efter abort.

Perspektiverne
Den endelige version vil i første omgang blive brugt på de etiopiske hospitaler og sundhedsklinikker, som Maternity Worldwide samarbejder med og som demoen blev lavet til, men de langsigtede perspektiver er vidtrækkende.

- Implementeringen i Gimbie vil blive fulgt af en phd-studerende, og er den en succés, kan det visuelle akutværktøj potentielt udbredes til hele Etiopien og i andre afrikanske lande, slutter Mark Film-direktøren.

På Maternity Worldwide er man rigtig godt tilfredse med samarbejdet, som det har formet sig hidtil:

- Samarbejdet med Mark Film har været fantastisk og lærerigt og inspirerende. Lige fra vores første møde på Animation Hub, hvor vi blev helt suget ind af Morten Thornings visioner og energi og tro på, at alting kan lade sig gøre, og til samarbejdet med Anders, som er gået helt ind i projektet og har udvist en ekstrem fleksibilitet og kreativitet – det hele har været enormt inspirerende. Og så har vi fået en masse indsigt i, hvad animation kan ud over at underholde, fortæller Anne Marie Barrie.

Animation Hub har ud over matchmaking bidraget med midler til udvikling af Maternity Worldwide-app’en. Se et demonstrationsklip her

Gå til case oversigten